Artikelfoto: AVV I/S
Minister for udviklingsarbejde, Rasmus Prehn (S) var på hurtig visit i Brønderslev i går eftermiddags, han besøgte AVV virksomheden, ”Gamle Mursten Nord” i Brønderslev Vestby. Gamle mursten nord fik tidligere på året Brønderslev Kommunes miljøpris, for deres arbejde med at rense, genbruge og sælge gamle mursten.
Rasmus Prehn blev guidet rundt på virksomheden af Daglig leder Kurt Brandi, AVV Direktør Sten Madsen samt Niels Larsen som er forretningsudvikler. Undervejs fortalte de ministeren om fordelene ved at genbruge de gamle sten.
For ved at rense mursten fra nedrivnings-modne bygninger i Nordjylland holdes stenene i lokalt kredsløb, og miljøet spares for energibelastningen ved brænding af nye mursten. Hver genbrugt mursten sparer miljøet for 0,5 kg CO2. Der går typisk 16.000 mursten til at bygge et enfamiliehus – dvs. samfundet sparer 8 ton CO2 ved at bygge med gamle mursten i stedet for nye. Det er cirkulær økonomi i praksis.
Kurt Brandi, forklarer om Gamle Mursten nord:
Gamle Mursten Nord er et cirkulært affaldsanlæg med social samvittighed. Anlægget beskæftiger borgere, der savner tilknytning til arbejdsmarkedet: Mennesker med arbejdsskader, flygtninge eller psykisk sårbare. Vi vil opkvalificere borgerne, hjælpe dem videre i et meningsfuldt arbejdsliv og understøtte lokal beskæftigelse og vækst. Hos AVV har vi gode erfaringer med lignende projekter i vores reparationsværksteder tilknyttet AVVs Genbrugsbutik. Her har 49 mennesker gennem de seneste år været tilknyttet vores værksteder.